Man kan opleve, at tanker der står lysende klart, i det øjeblik man forsøger at viderebringe dem i tale eller på skrift, pludselig indhyller sig og forsvinder i en slags indre tåge. Tanken eller følelsen vil dog ofte gerne udtrykkes alligevel. Vi kan afhjælpe de pludselige vejrskift ved at øve os. Ved vedholdende at tale og at skrive så strømmen af tanker får lettere ved at flyde i udtryk der kan modtages. Jeg tænkte i udgangspunktet mest på det sprolige udtryk, men andre udtryk såsom gestik, kropssprog, billedkunst, dans, musik og teater kan også fint medtænkes i det følgende.
Nogle må forholde sig til det vi udtrykker. Kommunikation forudsætter en modtager, før der kan opstå en ny- og medskabende forbindelse. Det kræver vilje for modtageren at lytte. Modtage.
Jeg illustrerer, hvad der kan ske i kommunikation nedenfor:
En afsender, har noget indre f.eks. en følelse eller en tanke (punkt 1). For at den kan kommunikeres så skal den have et udtryk (pil 2), f.eks. i ord. Udtrykket er ofte kun en tilnærmelse af det oprindelige indre. Udtrykket skal derefter rejse gennem et medie (pil 3). Hvis vi taler, kan andre tale samtidig (støj), eller informationsoverflod kan få vores budskab til at drukne. Mediet, som er ingenmandslandet imellem de to bliver altså en aktiv med- eller modspiller.
Nu når budskabet når frem til modtageren og opfanges via en sansning (pil 4). Det trænger sig videre indad fra den ydre form (f.eks. sprogets syntaktiske væsen eller mere generelt udtrykkets syntaks) til en indre forståelse (pil 5). Pil 5 er underlagt modtagerens viden, intellekt, erfaringer, bias og fordomme. Dette er ufravigeligt og bundet i vores menneskelige og begrænsede væren. Vi ender med "meningen" hos modtageren i punkt 6 i vedkommendes tanke- eller følelsesliv.
Nu kan vor modtager vælge at svare. "Meningen" (punkt 6) udtrykkes nu med modtagerens udtryk (f.eks. sprog) (pil 7), rejser atter gennem et medie (pil 8) og mødes igen af afsenderens eget bias og forståelsesmodeller (pil 9).
Det fascinerende er, at vi gennem sproget kan nærme os hinandens indre, hvis vi giver hinanden lov. Sproget bærer mening imellem os, vi kan i denne frem og tilbage bevægelse afgrænse hinandens fordomme og filtre. Vi kan udfordre, vurdere om de er berettigede og giver mening eller ej. Så længe blot kommunikationen fortsætter, uden at den ene part lukker af, kan begge parter validere deres forståelse af hinanden og af verden. Man kan som modtager stille opfølgende spørgsmål, for at sikre at man egentlig har forstået den anden rigtigt. Man kan blive opmærksom på egne filtre eller den andens fordomme. Mulighederne er mange, så længe vi taler frem og tilbage på en fokuseret måde uden at skifte emne for hurtigt. Nogle gange kan vi udtrykke så meget på en gang, at vores egne ord bliver til støj og indbyrdes drukner hinanden. Det sker når der hyppigt skiftes emne, hvorved ikke-relaterede udtryk blandes sammen. Modtageren får ikke lov til at svare og modtage en ny ytring for således at validere meningen. Nej, løkken afbrydes, bliver envejs og uforudsigelig. Forvirringen indtræffer. I yderste konsekvens kan den totale uforudsigelighed (forvirring) opleves af modtageren som sindssyge. Afsender lukker sig om sig selv i sit eget univers og tillader ikke sin modtager forståelse. Samtidig spærrer afsenderen for den kommunikation, der kunne have været muliggjort af et øjebliks ro. Det er fint at udtrykke meget om den samme indre ting. I det øjeblik der udtrykkes meget om meget forskelligt på kort tid uden gensvar, så bevæger man sig mod det sindssyge udtryk i forvirringens tågeland.
I det sunde samspil ligger der en sårbarhed og tillid gemt i afsender-modtager forholdet. Når vi mener det er værd at lytte, så er det fordi vi tror på, at den anden har noget værdifuldt at sige. Når vi mener det er værd at tale, skrive eller udtrykke os, så viser vi tro på at der er nogle udviser tillid ved at modtage. Man vover altså afvisningens mulighed og lader sig gribe af sin modtager.
Samtidig tror man som afsender også på at det man udtrykker er værd at udtrykke, at det har værdi. Som afsender har man troen på at det man ytrer er sandt. Uden den tro, ville man ikke ulejlige sig med at ytre sig. Uden troen på at det den anden siger er sandt ville vi heller ikke lytte som modtagere. Enhver ytring er således en invitation til at udforske en fælles verden i en fælles vekselvirkning.
Indholdet kan variere tillige med udtrykket og dets form, men motivationen bag forbliver den samme: troen på, at det, vi tænker, siger, skriver, udtrykker, hører, modtager er sandt.
Det er smukt.
Men der er også vildledning.
Vildledningen opstår, når noget forholder sig på en måde (substans), og man ved det, og man udtrykker det på en måde, der ikke samsvarer med substansen. Der er således mange former for vildledning (løgn). Måske grundløgnen knyttet til den menneskelige væren er at vi gemmer vores egentlige indre liv i det udtryk vi foregiver af os selv til andre i det ydre. Det er forvirrende at være modtager for løgn, for der mærkes som modtager en signalforvirring. Der er noget indre der ikke stemmer overens med noget ydre. Hvis samtalen ikke afbrydes, så er der heldigvis mulighed for at stille spørgsmål frem og tilbage for således at afsøge eller udfordre, hvad der gælder.
Igen løgn overlever ubrudt kommunikation. Fællesskab med andre hjælper med at afsøge, hvad der er indre og hvad der er ydre.
