Når jeg er ude og løbe så har jeg en indre stemme der hakker på mig. Andre som er ældre og tungere løber nogle gange hurtigere.
I mine tanker bliver det et bevis for at jeg har en uvilje mod bare at løbe hurtigere…
I mine tanker bliver det et bevis for at jeg har en uvilje mod bare at løbe hurtigere…
For nylig løb jeg en tur, men reflekterede nu over mine tanker. Jeg var maksimalt presset og jeg vidste at hvis jeg løb hurtigere, så ville jeg snart skulle stoppe helt op. Før i tiden ville jeg bare have presset på, men indså at min pressethed var Ok. Jeg valgte at respektere min grænse og lunte så hurtigt jeg kunne. Det der ligner på ydersiden ligner dovent lunteri er med min fysik faktisk løb.
Det gjorde at turen blev god. Min morale er: Respekter dig selv og vær ikke din egen fjende. Du har en grænse. Brug løbet til at finde den og respektere den. Løb ikke så hurtigt du vil, men så hurtigt du kan.
Når vi så alligevel fristes til at ville mere end vi kan, så tappes vi for energi og skal stoppe op. Det tager lang tid før løbet kan genoptages, og ofte i et endnu langsommere tempo. Man indser at det havde været hurtigere at løbe i et lavere jævnt tempo og man hakker på sig selv. Det samme med stress i livet. Man okser på, rammer muren og er sat ude af spillet i lang tid og peger fingre ad sig selv. Havde man dog bare luntet i stedet! Så var man kommet hurtigere frem og havde haft fred med sig selv og andre på turen.
Det udelukker ikke muligheden for hårdere intervaltræning. Her løber man så hurtigt så muligt og lægger bevidste pauser ind, hvor man får pulsen helt ned, for så at gentage. Det er en fin måde at flytte grænserne på, så længe man i processen ikke narrer sig selv til at tro at man kan sprinte uden pause.
Så løb alt hvad du kan, god fornøjelse med turen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar