Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores.
2 Korintherbrev 4,7
Paulus skriver om det at kende Kristus og livet der vokser ud fra det. Han bruger et billede om lys forinden, hvor Gud i skabelsens morgen skaber lyset med sine episke ord: Der bliver lys... og der blev lys...
Nu lader Gud lyset skinne i vores indre og dette lys er en overvældende kraft. På antikkens tid var det almindeligt at bruge lerkrukker til opbevaring af mad, penge og værdier. Paulus overfører det billede på os mennesker og siger at vi, som på mange måder er skrøbelige, kan indeholde noget der ikke er os. Bibelens menneskesyn er at det enkelte menneske har værdi, fordi det er skabt til at ligne Gud.
Det at rumme værdifuldhed i skrøbelighed er et livsvilkår. Ligesom køleskabets glas og pap rummer pesto, mælk og marmelade, så er indholdet i tekstens lerkrukke det væsentlige. Vi mennesker er levende krukker, i ordets gode ukrukkede forstand. Hvad indeholder vi så? Vi rummer en grundlæggende menneskelighed eller gudsbilledelighed. Vi har noget værdifuldt, som ikke blot er kropsligt eller materielt. Hvis denne værdi udelukkende var noget materielt, så var mennesket jo en art ting, hvad det ikke er.
Vi har ting i vores sjæl der er gemt i uerkendt mørke, som vi ikke bryder os om. Mørket er fravær af lys og indhold og ikke nogen substans i sig selv. Derfor er det godt at få kastet lys over det indre. For mig personligt er fortællingen om Jesu liv, død og opstandelse lyset der oplyser mit indre og jeg erfarer gentagende at dette lys har en overvældende kraft.
Jeg har i det foregående opholdt mig ved indholdet, men krukken er også vigtig. Hvis vi skal bære vores mad hjem fra supermarkedet, så bruger vi en bærepose. Hvis den ikke holder og kommer et hul i bunden, så ryger det hele ryger ud. Overfører vi billedet på livet, så kan vi ikke rumme et indhold, uden at have noget at putte indholdet i. Min væren i krop, sanser, ånd og sind er sådan en "bærepose". Mit møde med Gud bliver til i mig.
Jeg har mødt den holdning at de tanker vi gør er skrøbelige og har deres begrænsninger, netop fordi de er menneskelige. Det er rigtigt og vi skal med rette være selvkritiske overfor vores tanker. Omvendt, så er de netop med til at gøre os til dem vi er. Hvordan kan vi leve, hvis vi ikke må tænke, fordi tankerne potentielt kunne være usande? Hvordan kan vi sanse verden, hvis vores perception gennem sanser, følelse, og sprog “kun” er menneskelige og begrænsede? Ja, det et sandt at de er begrænsede. Samtidig er de præcis netop det, vi faktisk er. Min erfaring af Gud er mindre end Gud, for Gud er en person udenfor mig. Min erfaring af andre mennesker er mindre end det, de mennesker er for de er udenfor mig. Min erfaring af mig selv er mindre, end den jeg er, for jeg oplever kun en del af mig selv. Vores oplevelse af og væren i virkeligheden er mindre end virkeligheden.
Kristus har i sin inkarnation forenet det menneskelige med det guddommelige. Hans skat i vores lerkar er en forening, som gør os til mennesker nu og her, helt som dem vi er, samtidig med at vi bærer på evigheden inden i os, som en overvældende kraft og en uvurderlig åndelig skat. Vi er mere end vore tanker, for vi kan være i en umiddelbarhed i mødet med Gud og med andre mennesker. Gud sender os sit lys. Når det falder på os, så forvandler det os indefra og bliver til en overvældende kraft.
