Ikke sjældent fremføres det i den offentlige debat, at vi som samfund, i alt for høj grad “mærker efter”. Det skal vi holde op med, for dette stagnerede navlepilleri, gavner ikke noget.
Hvad skal man mene om det? For en mand som jeg, der altid har nørdet med computerprogrammering og naturvidenskab, som dagligt programmerer robotter til at gøre forudsigelige ting, og som ikke altid har haft så let ved følelser, og kun lige er kommet i gang med det, ja så er det et ulogisk udsagn. Det kan jeg sige, fordi jeg nu mærker efter og kender de positive effekter ved det.
Men hvad mener vi egentlig, når vi siger, at vi mærker efter? For mig er der tale om at finde ud af og navngive de følelser der er indeni. Jo, vi mænd kan da godt mærke at vi er vrede, for det er vi ofte, eller når vi føler os stressede, og indimellem glade. Men der er jo i virkeligheden langt flere følelser på spil.
Mænd kan også føle sorg, frygt, afmagt, jalousi, misundelse, overraskelse eller afsky. Det er svært at spore sig ind på i begyndelsen. Derfor, har jeg, som en rigtig mand der elsker værktøj, anskaffet et såkaldt følelseshjul. Ideen i følelseshjulet er at følelserne er opstillet systematisk og indekseret. Hvis man f.eks. mærker "uro" og følger dette ord, så leder det til ordet "nervøs", som leder videre til ordet "frygt". Det giver faktisk nogle aha-oplevelser. Jeg går fra blot at mærke et eller andet til at føle noget bestemt, som ofte også kan knyttes til noget bestemt oplevet. Jeg har stor glæde af det værktøj og bruger det til at føre en logbog. Det overblik over, hvilke følelser der bare kigger forbi en gang imellem og hvilke der gentager sig. Logbogen hjælper mig til at se mig selv udefra.
For er jeg min følelse?
Nogle gange ja,
Oftest nej!
Lad os sige jeg finder ud af, at jeg føler mig lidt mistroisk. Så kan jeg sætte mig ned og spørge: Morten, ...pause... er du mistroisk? ...pause... Hvis ja, hvorfor det? ...pause...
Sådan letter mistroiskheden og jeg indser, at jeg nok burde tage en snak med en eller anden.
Denne evne til at analysere egen situation har vi basalt set fra vores hjernebark. Det er en af de fine egenskaber ved vores hjerne, som adskiller os fra dyrene. Dyr handler instinktivt, hvorimod vi mennesker har evnen til at stoppe op og analysere og se vores følelser i et større perspektiv. Vi foretager en selv-korrektion af vort indre. Det er mit ansvar, for andre aner nemlig ikke et pløk om mit indre.
Jeg diskuterede dette med at mærke efter med en anden forleden. Han sammenlignede det med at kigge på et kompas og orientere sig mens man vandrer. Ikke forstået på den måde at mine følelser er sandheden og en absolut kurs. Nej, snarere at følelserne giver et hint om hvilken retning jeg går i og hvordan jeg kom hertil. Jeg kan ikke kigge på kompas hele tiden, for der skal også vandres. Omvendt skal der faktisk kigges på kompas ind imellem, specielt når man gerne vil et nyt sted hen, hvor man ikke allerede kender vejen.
Jeg tror, med fare for at forsimple tingene, at en del af os mænd kunne have glæde af det her. Få sat ord på, erkende følelserne med deres rette navn. Det er svært i begyndelsen, men vover vi, ja så møder vi først sårbarheden. Kæmper vi os gennem dalene, så kommer vi til smukke landskaber og oplever pludselig en ny form for indre styrke. Møderne med de små føleses-monstre, jalousien, frygten for afvisningen, flovheden og angsten afslører måske min svaghed i øjeblikket. Men når jeg kigger de små kapryl i øjnene, så mister de pludselig deres magt og jeg stopper med at adlyde deres impulser.
Så derfor er min opfordring: mærk endelig efter! Der er så mange andre områder end navlen i dit indre menneske, der venter på at blive anerkendt lidt. Det gør godt for dig selv og i sidste ende for så mange andre der af uforklarlige årsager nu pludselig oplever dig lidt mindre stresset, vred og indestængt.
Det ville gøre godt for samfundet, hvis flere mænd turde tage udfordringen op.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar