„Når jeg anvender et ord," sagde Klumpe-Dumpe temmelig hånligt, „så betyder det lige netop, hvad jeg vil have, det skal betyde - hverken mere eller mindre."
„Men spørgsmålet er," sagde Alice,
„om du kan få ordene til at betyde vidt forskellige ting."
„Spørgsmålet er," sagde Klumpe-Dumpe, „hvem det er, der bestemmer - det er det, der er det afgørende."
Alice var så fortumlet, at hun slet ikke kunne sige noget, og lidt efter begyndte Klumpe-Dumpe igen: „De har et lidt vanskeligt sind, nogle af dem - især verberne - det er de mest opblæste - adjektiverne kan man gøre hvad som helst med, men ikke verberne - skønt jeg kan nu ordne dem alle sammen! U-ransageligt! "Ja, det var det, jeg ville sige!"
„Vil du ikke nok fortælle mig," sagde Alice, hvad det betyder?"
„Nu taler du som et forstandigt barn," sagde Klumpe-Dumpe og sà meget tilfreds ud. „Da jeg sagde: u-ransageligt, mente jeg, at vi havde snakket nok om det - og nu må du hellere fortælle, hvad du vil gøre senere hen - jeg formoder nemlig, at du ikke har i sinde at blive her resten af dit liv."
Lewis Caroll Alice i Eventyrland og Bag Spejlet, Gyldendal 1977
Medmenneskelige relationer bygger på forståelsens mulighed og sproget er det afgørende medie som muliggører forståelse. Ja, sproget har syntaks med tilhørende struktur, opbygning og bogstavelig mening. Men i citatet ovenfor er jeg blevet inspireret til at formulere en tese: Når jeg taler, så betyder det jeg siger, lige netop det jeg vil have det skal betyde.
Det betyder at talen er en ytring, som afspejler en indre mening. At man deler den er at dele et ønske om forståelse. Det gælder i den menneskelige udvikling. Spædbarnet laver en lyd, som ikke engang er et ord. Alligevel bærer den en vægt af mening og betydning. Afsenderen af ordet giver det en betydning. Mors opgave er at forstå betydningen, med trial and error, er du sulten? Er du træt? Keder du dig? Savner du du kontakt?
Senere bliver sproget mere udviklet og vi kan bedre beskrive, hvad vi tænker på. Den anden behøver ikke gætte sig til hvad vi mener.
Alligevel kommer alle os med ord, sætninger og meninger alligevel ofte galt afsted. Hvordan? Jo, når vores modtager af vores budskab insisterer på at hæfte sig ved de talte ords indbyggede betydning uden forståelse for den mening jeg lagde i mine ord.
Lad os kigge nærmere på det. “Du sagde at…” eller “du har lige sagt at…” er eksempler på nogle af de reaktioner som mennesker vælger, når det mere handler om at modtage et budskab på egne præmisser end på afsenderens præmisser. Man ophøjer sin egen forståelse af den andens ord til den eneste ene forståelse og mening. Den anden bliver “forkert” i egne øjne. Samtidig insisterer man ofte på, at den anden skal tage egne ord for det man mener, snarere end det man måske får sagt. Opklarende spørgsmål såsom, “hvad mener du med at…” eller bekræftelser “forstår jeg dig rigtigt, hvis det du mener er at…” kunne åbne muligheden for reel forståelse. Det talte er qua vores menneskelige begrænsethed en approksimation af det mente. Vi må give rum for det mente i langt højere grad frem for det talte. Sagt på en anden måde: Udtrykket tages for gode varer fremfor indtrykket.
Noget andet der går galt er når afsenderen måske har generet den anden og herefter misbruger sproget til at sige: “Det var ikke det jeg mente, du misforstod mig!”. Her misbruges den egenskab, at det talte er en tilnærmelse af det mente. Vi kender det fra mobning, når et menneske overlagt driller et andet, men herefter, efter at have fået en reaktion, siger: “det var ikke det jeg mente med det”. Tænker man over det, er det en forfærdelig ting, for det rokker fundamentalt ved sårbarheden i kommunikationen. Den drillede part må nu stå tilbage med det at være blevet generet og hvad værre er, at den anden udtrykker: det var blot mit sprogs begrænsning der generede dig. Hvis den anden forsøger at gå dybere fastholdes automatsvaret: “det var ikke det jeg mente”. Hermed tages den drillede, som gidsel med det at vi har begrænset evne til at tale, som alibi. Selvforsvaret må naturligvis være spørgsmålet: Hvad mente du da, da du sagde … Ja, det bliver et spørgsmål om at sætte grænser, men det må det vel i sagens natur være, hvis der er en part som overlagt generer en anden.
Konfrontation eller ej så dømmer den drillende sig selv med sit “det var ikke det jeg mente”. Siger man jævnligt ét for at sige noget andet, ja, da, ødelægger man jo sit eget sprog og skaber langsomt en sproglige fortabelse, hvor man efterlades alene i sin egen verden, uden nogen der kan tage en alvorligt. Man har tabt talens gave og de andres tålmodighed i forståelsen af den.
Så lad os opholde os ved den andens betydning og mening gennem ordene og præcisere og forstå og spørge. Når jeg taler, så betyder det jeg siger, lige netop det jeg vil have det skal betyde!
