Jeg har undret mig over dit væsen
Og det lyse sind du altid har
Du er mild, du er lattermild og gavmild
Du gør dagen dyb og dyrebar, ja ha
Gådefuldt er overskuddet hos dig
Og ingenting kan det forklares ved
Du er mild, du er lattermild og gavmild
Alting møder du med kærlighed, ja
Alt bliver større når det ses med dine øjne
Alt forandres og små mirakler sker
Du er mild, du er lattermild og gavmild
Du fornyer hvad dine øjne ser, ja
Jeg tør være den jeg er når vi er sammen
Al min mistro svinder langsomt hen
Du er mild, du er lattermild og gavmild
Jeg bliver tryg og tillidsfuld igen, ja
Altid denne spørgen efter mere
Denne søgen efter evighed
Du er mild, du er lattermild og gavmild
Alt det man kan ønske varer ved, ja
Du er mild, du er lattermild og gavmild
Alt det man kan ønske varer ved, ja
(Fra albummet Min sang, 1996)
Jeg hørte sangen i forbindelse med en begravelse. Om det var en hyldest til afdøde eller efterladte, ved jeg ikke. Uagtet hvilken vej sangen var tænkt, så er den en smuk gestus at efterlade sig.
Lyset er gennemgående i teksten. For at kunne se må tingene oplyses, som vi kender det fra solens lys, der kastes ind på jorden. Guds lys, som det udtrykkes i evangeliet om Jesus Kristus, er for mig det lys, der bringer livet ind i et menneskes sjæl. Johannes Møllehave var troende og han reflekterer uden tvivl over troslivets mulighed og virkelighed.
Gentagelsen af ordene mild, lattermild og gavmild gør indtryk. Som udtryk for et ideal kan de på den ene side virke skræmmende. Som udtryk for Guds virkende nåde, så inviterer ordene os til et andet liv.
For der sker vitterlig små mirakler, når vi tilbringer tid med mennesker, som sangen beskriver. Samværet er lægende. Jeg-et i teksten oplever at blive tryg og tillidsfuld igen. Det antyder at der har været en mørk periode med utryghed og mistroiskhed, hvor denne milde genpart bliver en læge uden kittel, som fornyer tilliden.
Jeg synes sangen skaber en længsel efter et lyst sind, hvor lyset må lukkes ind udefra. Lyset kommer ikke fra mig, men jeg kan modtage det og jeg kan give det videre. Vi kan hente hjælp i fællesskabet, så bliver det nemmere og jeg tror at Gud hjælper til med det.