Hiaaaji! Så det tid til kampsport

Jeg har over de senere år dyrket forskellige former for kampsport. En del studser over det med kommentarer som “det troede jeg ikke om dig, du virker ellers så rolig” og andre er mere spøgefulde. Selvom jeg er en mand i mine 40'ere, hvilket næppe gør det bedre, ja så finder jeg noget værdifuldt i træningen, som godt kan have en tendens til at blive gemt lidt væk.

Vi der træner kampsport, er meget ofte rolige typer, hvilket nok skyldes at vi træning efter træning, afsøger grænserne for voldsomhed på en ikke-voldelig måde. Vi bruger godt polstrede boksehandsker og tandbeskytter, og kan på den måde øve os i bevægelse, slag, spark, blokeringer og koordination uden at tage skade. Det bliver man faktisk rolig af.

Hvad sker der under træning?

Vi bruger puder når der skal slås rigtig hårdt. Det er en genial måde at komme af med skjulte aggressioner på. Senere, under sparringen med hinanden, er vi fokuserede på læring. Hvis jeg kæmper med for høj intensitet lærer jeg ikke noget. Grunden er at vi kommer til at handle automatisk per refleks. Derfor er det generelt en god ide at træne langsomt.

Rammer jeg den anden rent, så pauser jeg og spørger: er du ok? Ofte sker det efter man har puffet godt til hinanden, at man giver et knus. Prøv at hold øje med fænomenet i professionelle boksekampe og MMA.

Vi bruger også meget tid på at udstrække muskler og sener. Det kan godt være ubehageligt for de der aldrig har strukket ud før. Det er dog en god måde at komme i kontakt med kroppen på.

Gavnlig effekt af træningen

Når jeg har gennemført sparringen mod forskellige holdkammerater, så er der efterfølgende fuldstændig ro i mit nervesystem. De ting jeg ville være bange for før træningen, for eksempel et arbejdsrelateret problem, er blevet ufarligt under træningen. Der sker simpelthen bare noget mentalt set.

Hiaaaji!!

Hvad så med  “hiaaaji”-delen? Jo, jeg er da nok fjollet at se på og folk tænker nok ofte at konfrontation kun er for fjollehoveder på film. Vi er dog ikke garanteret at kunne slippe for kampe af den ene eller anden art. Det kan f.eks. være når vi oplever uenigheder i en diskussion, hvor vi enten eskalerer eller dæmper den opståede konflikt. Hvis vi skal "giver igen" for at retfærdigheden skal ske fyldest, så stiger konfliktniveauet og situationen forværres. Vi kan også vælge at "parere" det verbale anslag med humor eller ved at ignorere det. Vi kan også indgå i dialog og fortælle om egen svaghed og prøve at forstå den anden med med “hvad tænker du? hvorfor?”. Vi kan, hvis muligt, lægge afstand til konfliktpersonen. I sparringen beder vi ofte hinanden om at tage den med ro. Det vil sige at vi øver os i at regulere og deeskalere.

Nødværgeret og pligt

Der er situationer, hvor vi ikke blot kan klare situationen med ord. Jeg har selv oplevet en fysisk konfrontation, hvor tre teenagedrenge forsøgte at passe mig op på en cykelsti. Jeg havde held til at løbe væk. Jeg var rolig i situationen.

Det er desværre ikke altid muligt. Bliver man udsat for umotiveret vold, fordi afsenderen har taget stoffer, alkohol, eller er psykisk uligevægtig, ja så reagerer man på en eller anden måde under det første slag. Man kan ikke sidde og overveje om man nu vil gøre det ene eller det andet, for kroppen handler for dig. De fleste utrænede, lukker ned og fryser. Andre reagerer modsat og svarer kraftigt igen på grund af deres frygt. Begge reaktioner er farlige. Den første reaktion bliver desværre helt på den andens præmisser. Nogle angribere slår, får folk til at ligge ned, sparker og stamper med store følgeskader. Den anden reaktion bliver farlig for voldsmanden fordi der bliver anvendt magt der måske ikke var strengt nødvendig.

Problemet en fysisk konfrontation, er, at man ikke ved, hvor modparten ønsker den skal ende. Derfor er det klogeste at komme ud af en konfrontation så hurtigt som muligt. 

I Danmark har vi en nødværgeret, som hverken er tiltænkt hævn eller det at agere dommer i gadens parlament.  Nej, nødværgeretten er ganske enkelt udøvende magt i en situation, hvor man desværre er blevet overdraget ansvaret for at være politi for sig selv eller for andre.
 
Staffelovens § 13 giver ret til nødværge med proportionalitet, og § 253 omhandler pligten til at hjælpe andre i fare, hvis det kan ske uden særlig fare for en selv.

Træning øger chancerne betragteligt for at det ikke bliver til fare for en selv eller for angriberen. Kampsport burde, som førstehjælp, være mere udbredt. Så ville der være langt færre fysiske konfrontationer.

Ordjudo

Et menneske der er blevet aggressivt, handler ofte i affekt uden tanke på konsekvenser. Forsøg på at snakke fornuft med "slap af", med et menneske i kampmode, vil ofte være nyttesløse. Sætningen “slap af” virker nemlig omvendt fordi den er en ordre. Den udtrykker, at den anden er underlegen, endda nu, hvor vedkommende var i færd med at puste sig op for at være stor. 

Folk med erfaring i farlige konfrontationer foreslår en bedre vej, nemlig at bruge spørgsmål. Spørgsmål aktiverer tanken og de kan stilles, så de rummer empati. Konkret foreslås spørgsmålet “hvad kan jeg gøre for at hjælpe dig?” Sætningen udtrykker venlighed og åbner døren for at der måske kan findes en løsning, hvor ingen taber ansigt.

Benny Urquidez, som er lidt af en kamsportslegende, siger: "En irriterende person er en der har noget at lære dig". De relationerne, hvor der kan være konflikt og irritation, er en mulighed for virkelig sparring. I grunden de eneste, hvor der kan være noget at lære, for de vi blot er enige med eller som kæmper på sammen måde som os, kan vi ikke lære noget af. 

Held og lykke med træningen,

Om teksterne på denne blog   

Må vi nu ikke længere mærke efter?

Ikke sjældent fremføres det i den offentlige debat, at vi som samfund, i alt for høj grad “mærker efter”. Det skal vi holde op med, for dette stagnerede navlepilleri, gavner ikke noget.

Hvad skal man mene om det? For en mand som jeg, der altid har nørdet med computerprogrammering og naturvidenskab, som dagligt programmerer robotter til at gøre forudsigelige ting, og som ikke altid har haft så let ved følelser, og kun lige er kommet i gang med det, ja så er det et ulogisk udsagn. Det kan jeg sige, fordi jeg nu mærker efter og kender de positive effekter ved det.

Men hvad mener vi egentlig, når vi siger, at vi mærker efter? For mig er der tale om at finde ud af og navngive de følelser der er indeni. Jo, vi mænd kan da godt mærke at vi er vrede, for det er vi ofte, eller når vi føler os stressede, og indimellem glade. Men der er jo i virkeligheden langt flere følelser på spil. 

Mænd kan også føle sorg, frygt, afmagt, jalousi, misundelse, overraskelse eller afsky. Det er svært at spore sig ind på i begyndelsen. Derfor, har jeg, som en rigtig mand der elsker værktøj, anskaffet et såkaldt følelseshjul. Ideen i følelseshjulet er at følelserne er opstillet systematisk og indekseret. Hvis man f.eks. mærker "uro" og følger dette ord, så leder det til ordet "nervøs", som leder videre til ordet "frygt". Det giver faktisk nogle aha-oplevelser. Jeg går fra blot at mærke et eller andet til at føle noget bestemt, som ofte også kan knyttes til noget bestemt oplevet. Jeg har stor glæde af det værktøj og bruger det til at føre en logbog. Det overblik over, hvilke følelser der bare kigger forbi en gang imellem og hvilke der gentager sig. Logbogen hjælper mig til at se mig selv udefra. 

For er jeg min følelse? 

Nogle gange ja, 

Oftest nej! 

Lad os sige jeg finder ud af, at jeg føler mig lidt mistroisk. Så kan jeg sætte mig ned og spørge: Morten, ...pause... er du mistroisk? ...pause... Hvis ja, hvorfor det? ...pause... 
Sådan letter mistroiskheden og jeg indser, at jeg nok burde tage en snak med en eller anden. 

Denne evne til at analysere egen situation har vi basalt set fra vores hjernebark. Det er en af de fine egenskaber ved vores hjerne, som adskiller os fra dyrene. Dyr handler instinktivt,  hvorimod vi mennesker har evnen til at stoppe op og analysere og se vores følelser i et større perspektiv. Vi foretager en selv-korrektion af vort indre. Det er mit ansvar, for andre aner nemlig ikke et pløk om mit indre.

Jeg diskuterede dette med at mærke efter med en anden forleden. Han sammenlignede det med at kigge på et kompas og orientere sig mens man vandrer. Ikke forstået på den måde at mine følelser er sandheden og en absolut kurs. Nej, snarere at følelserne giver et hint om hvilken retning jeg går i og hvordan jeg kom hertil. Jeg kan ikke kigge på kompas hele tiden, for der skal også vandres. Omvendt skal der faktisk kigges på kompas ind imellem, specielt når man gerne vil et nyt sted hen, hvor man ikke allerede kender vejen.

Jeg tror, med fare for at forsimple tingene, at en del af os mænd kunne have glæde af det her. Få sat ord på, erkende følelserne med deres rette navn. Det er svært i begyndelsen, men vover vi, ja så møder vi først sårbarheden. Kæmper vi os gennem dalene, så kommer vi til smukke landskaber og oplever pludselig en ny form for indre styrke. Møderne med de små føleses-monstre, jalousien, frygten for afvisningen, flovheden og angsten afslører måske min svaghed i øjeblikket. Men når jeg kigger de små kapryl i øjnene, så mister de pludselig deres magt og jeg stopper med at adlyde deres impulser.

Så derfor er min opfordring: mærk endelig efter! Der er så mange andre områder end navlen i dit indre menneske, der venter på at blive anerkendt lidt. Det gør godt for dig selv og i sidste ende for så mange andre der af uforklarlige årsager nu pludselig oplever dig lidt mindre stresset, vred og indestængt.

Det ville gøre godt for samfundet, hvis flere mænd turde tage udfordringen op.
 

Om teksterne på denne blog  

Et lerkar med en skat

Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores.
2 Korintherbrev 4,7

Paulus skriver om det at kende Kristus og livet der vokser ud fra det. Han bruger et billede om lys forinden, hvor Gud i skabelsens morgen skaber lyset med sine episke ord: Der bliver lys... og der blev lys...

Nu lader Gud lyset skinne i vores indre og dette lys er en overvældende kraft. På antikkens tid var det almindeligt at bruge lerkrukker til opbevaring af mad, penge og værdier. Paulus overfører det billede på os mennesker og siger at vi, som på mange måder er skrøbelige, kan indeholde noget der ikke er os. Bibelens menneskesyn er at det enkelte menneske har værdi, fordi det er skabt til at ligne Gud. 

Det at rumme værdifuldhed i skrøbelighed er et livsvilkår. Ligesom køleskabets glas og pap rummer pesto, mælk og marmelade, så er indholdet i tekstens lerkrukke det væsentlige. Vi mennesker er levende krukker, i ordets gode ukrukkede forstand. Hvad indeholder vi så? Vi rummer en grundlæggende menneskelighed eller gudsbilledelighed. Vi har noget værdifuldt, som ikke blot er kropsligt eller materielt. Hvis denne værdi udelukkende var noget materielt, så var mennesket jo en art ting, hvad det ikke er. 

Vi har ting i vores sjæl der er gemt i uerkendt mørke, som vi ikke bryder os om. Mørket er fravær af lys og indhold og ikke nogen substans i sig selv. Derfor er det godt at få kastet lys over det indre. For mig personligt er fortællingen om Jesu liv, død og opstandelse lyset der oplyser mit indre og jeg erfarer gentagende at dette lys har en overvældende kraft.

Jeg har i det foregående opholdt mig ved indholdet, men krukken er også vigtig. Hvis vi skal bære vores mad hjem fra supermarkedet, så bruger vi en bærepose. Hvis den ikke holder og kommer et hul i bunden, så ryger det hele ryger ud. Overfører vi billedet på livet, så kan vi ikke rumme et indhold, uden at have noget at putte indholdet i. Min væren i krop, sanser, ånd og sind er sådan en "bærepose". Mit møde med Gud bliver til i mig.

Jeg har mødt den holdning at de tanker vi gør er skrøbelige og har deres begrænsninger, netop fordi de er menneskelige. Det er rigtigt og vi skal med rette være selvkritiske overfor vores tanker. Omvendt, så er de netop med til at gøre os til dem vi er. Hvordan kan vi leve, hvis vi ikke må tænke, fordi tankerne potentielt kunne være usande? Hvordan kan vi sanse verden, hvis vores perception gennem sanser, følelse, og sprog “kun” er menneskelige og begrænsede? Ja, det et sandt at de er begrænsede. Samtidig er de præcis netop det, vi faktisk er. Min erfaring af Gud er mindre end Gud, for Gud er en person udenfor mig. Min erfaring af andre mennesker er mindre end det, de mennesker er for de er udenfor mig. Min erfaring af mig selv er mindre, end den jeg er, for jeg oplever kun en del af mig selv. Vores oplevelse af og væren i virkeligheden er mindre end virkeligheden. 

Kristus har i sin inkarnation forenet det menneskelige med det guddommelige. Hans skat i vores lerkar er en forening, som gør os til mennesker nu og her, helt som dem vi er, samtidig med at vi bærer på evigheden inden i os, som en overvældende kraft og en uvurderlig åndelig skat. Vi er mere end vore tanker, for vi kan være i en umiddelbarhed i mødet med Gud og med andre mennesker. Gud sender os sit lys. Når det falder på os, så forvandler det os indefra og bliver til en overvældende kraft.

Om teksterne på denne blog 

Om teksterne på denne blog

Teksterne i denne samling er eksperimenterende. De er skrevet for at åbne perspektiverende samtaler.

Teksterne er momentane udtryk for mine refleksioner og er således ikke udtryk for et gennemarbejdet system. Brug af teksterne sker på eget ansvar.

Teksterne må ikke gengives, distribueres eller anvendes i kommercielle sammenhænge uden forudgående skriftlig tilladelse fra forfatteren. 

God fornøjelse

Vh Morten

Mild, lattermild og gavmild

Jeg blev opmærksom på en sang af Johannes Møllehave, som Anne Linnet har skrevet melodi til:

Jeg har undret mig over dit væsen

Og det lyse sind du altid har

Du er mild, du er lattermild og gavmild

Du gør dagen dyb og dyrebar, ja ha

Gådefuldt er overskuddet hos dig

Og ingenting kan det forklares ved

Du er mild, du er lattermild og gavmild

Alting møder du med kærlighed, ja

Alt bliver større når det ses med dine øjne

Alt forandres og små mirakler sker

Du er mild, du er lattermild og gavmild

Du fornyer hvad dine øjne ser, ja

Jeg tør være den jeg er når vi er sammen

Al min mistro svinder langsomt hen

Du er mild, du er lattermild og gavmild

Jeg bliver tryg og tillidsfuld igen, ja

Altid denne spørgen efter mere

Denne søgen efter evighed

Du er mild, du er lattermild og gavmild

Alt det man kan ønske varer ved, ja

Du er mild, du er lattermild og gavmild

Alt det man kan ønske varer ved, ja

(Fra albummet Min sang, 1996)

Jeg hørte sangen i forbindelse med en begravelse. Om det var en hyldest til afdøde eller efterladte, ved jeg ikke. Uagtet hvilken vej sangen var tænkt, så er den en smuk gestus at efterlade sig.

Lyset er gennemgående i teksten. For at kunne se må tingene oplyses, som vi kender det fra solens lys, der kastes ind på jorden. Guds lys, som det udtrykkes i evangeliet om Jesus Kristus, er for mig det lys, der bringer livet ind i et menneskes sjæl. Johannes Møllehave var troende og han reflekterer uden tvivl over troslivets mulighed og virkelighed. 

Gentagelsen af ordene mild, lattermild og gavmild gør indtryk. Som udtryk for et ideal kan de på den ene side virke skræmmende. Som udtryk for Guds virkende nåde, så inviterer ordene os til et andet liv.

For der sker vitterlig små mirakler, når vi tilbringer tid med mennesker, som sangen beskriver. Samværet er lægende. Jeg-et i teksten oplever at blive tryg og tillidsfuld igen. Det antyder at der har været en mørk periode med utryghed og mistroiskhed, hvor denne milde genpart bliver en læge uden kittel, som fornyer tilliden.

Jeg synes sangen skaber en længsel efter et lyst sind, hvor lyset må lukkes ind udefra. Lyset kommer ikke fra mig, men jeg kan modtage det og jeg kan give det videre. Vi kan hente hjælp i fællesskabet, så bliver det nemmere og jeg tror at Gud hjælper til med det.

Om teksterne på denne blog 

En kommunikationsmodel

Man kan opleve, at tanker der står lysende klart, i det øjeblik man forsøger at viderebringe dem i tale eller på skrift, pludselig indhyller sig og forsvinder i en slags indre tåge. Tanken eller følelsen vil dog ofte gerne udtrykkes alligevel. Vi kan afhjælpe de pludselige vejrskift ved at øve os. Ved vedholdende at tale og at skrive så strømmen af tanker får lettere ved at flyde i udtryk der kan modtages. Jeg tænkte i udgangspunktet mest på det sprolige udtryk, men andre udtryk såsom gestik, kropssprog, billedkunst, dans, musik og teater kan også fint medtænkes i det følgende.

Nogle må forholde sig til det vi udtrykker. Kommunikation forudsætter en modtager, før der kan opstå en ny- og medskabende forbindelse. Det kræver vilje for modtageren at lytte. Modtage.

Jeg illustrerer, hvad der kan ske i kommunikation nedenfor:

En afsender, har noget indre f.eks. en følelse eller en tanke (punkt 1). For at den kan kommunikeres så skal den have et udtryk (pil 2), f.eks. i ord. Udtrykket er ofte kun en tilnærmelse af det oprindelige indre. Udtrykket skal derefter rejse gennem et medie (pil 3). Hvis vi taler, kan andre tale samtidig (støj), eller informationsoverflod kan få vores budskab til at drukne. Mediet, som er ingenmandslandet imellem de to bliver altså en aktiv med- eller modspiller.

Nu når budskabet når frem til modtageren og opfanges via en sansning (pil 4). Det trænger sig videre indad fra den ydre form (f.eks. sprogets syntaktiske væsen eller mere generelt udtrykkets syntaks) til en indre forståelse (pil 5). Pil 5 er underlagt modtagerens viden, intellekt, erfaringer, bias og fordomme. Dette er ufravigeligt og bundet i vores menneskelige og begrænsede væren.  Vi ender med "meningen" hos modtageren i punkt 6 i vedkommendes tanke- eller følelsesliv. 

Nu kan vor modtager vælge at svare. "Meningen" (punkt 6) udtrykkes nu med modtagerens udtryk (f.eks. sprog) (pil 7), rejser atter gennem et medie (pil 8) og mødes igen af afsenderens eget bias og forståelsesmodeller (pil 9). 

Det fascinerende er, at vi gennem sproget kan nærme os hinandens indre, hvis vi giver hinanden lov. Sproget bærer mening imellem os, vi kan i denne frem og tilbage bevægelse afgrænse hinandens fordomme og filtre. Vi kan udfordre, vurdere om de er berettigede og giver mening eller ej. Så længe blot kommunikationen fortsætter, uden at den ene part lukker af, kan begge parter validere deres forståelse af hinanden og af verden. Man kan som modtager stille opfølgende spørgsmål, for at sikre at man egentlig har forstået den anden rigtigt. Man kan blive opmærksom på egne filtre eller den andens fordomme. Mulighederne er mange, så længe vi taler frem og tilbage på en fokuseret måde uden at skifte emne for hurtigt. Nogle gange kan vi udtrykke så meget på en gang, at vores egne ord bliver til støj og indbyrdes drukner hinanden. Det sker når der hyppigt skiftes emne, hvorved ikke-relaterede udtryk blandes sammen. Modtageren får ikke lov til at svare og modtage en ny ytring for således at validere meningen. Nej, løkken afbrydes, bliver envejs og uforudsigelig. Forvirringen indtræffer. I yderste konsekvens kan den totale uforudsigelighed (forvirring) opleves af modtageren som sindssyge. Afsender lukker sig om sig selv i sit eget univers og tillader ikke sin modtager forståelse. Samtidig spærrer afsenderen for den kommunikation, der kunne have været muliggjort af et øjebliks ro. Det er fint at udtrykke meget om den samme indre ting. I det øjeblik der udtrykkes meget om meget forskelligt på kort tid uden gensvar, så bevæger man sig mod det sindssyge udtryk i forvirringens tågeland.

I det sunde samspil ligger der en sårbarhed og tillid gemt i afsender-modtager forholdet. Når vi mener det er værd at lytte, så er det fordi vi tror på, at den anden har noget værdifuldt at sige. Når vi mener det er værd at tale, skrive eller udtrykke os, så viser vi tro på at der er nogle udviser tillid ved at modtage. Man vover altså afvisningens mulighed og lader sig gribe af sin modtager.

Samtidig tror man som afsender også på at det man udtrykker er værd at udtrykke, at det har værdi. Som afsender har man troen på at det man ytrer er sandt. Uden den tro, ville man ikke ulejlige sig med at ytre sig. Uden troen på at det den anden siger er sandt ville vi heller ikke lytte som modtagere.  Enhver ytring er således en invitation til at udforske en fælles verden i en fælles vekselvirkning.

Indholdet kan variere tillige med udtrykket og dets form, men motivationen bag forbliver den samme: troen på, at det, vi tænker, siger, skriver, udtrykker, hører, modtager er sandt.

Det er smukt.

Men der er også vildledning.

Vildledningen opstår, når noget forholder sig på en måde (substans), og man ved det, og man udtrykker det på en måde, der ikke samsvarer med substansen. Der er således mange former for vildledning (løgn). Måske grundløgnen knyttet til den menneskelige væren er at vi gemmer vores egentlige indre liv i det udtryk vi foregiver af os selv til andre i det ydre. Det er forvirrende at være modtager for løgn, for der mærkes som modtager en signalforvirring. Der er noget indre der ikke stemmer overens med noget ydre. Hvis samtalen ikke afbrydes, så er der heldigvis mulighed for at stille spørgsmål frem og tilbage for således at afsøge eller udfordre, hvad der gælder.

Igen løgn overlever ubrudt kommunikation. Fællesskab med andre hjælper med at afsøge, hvad der er indre og hvad der er ydre.

Om teksterne på denne blog 

Når jeg anvender et ord…

„Når jeg anvender et ord," sagde Klumpe-Dumpe temmelig hånligt, „så betyder det lige netop, hvad jeg vil have, det skal betyde - hverken mere eller mindre." 

„Men spørgsmålet er," sagde Alice, 

„om du kan få ordene til at betyde vidt forskellige ting."

„Spørgsmålet er," sagde Klumpe-Dumpe, „hvem det er, der bestemmer - det er det, der er det afgørende." 

Alice var så fortumlet, at hun slet ikke kunne sige noget, og lidt efter begyndte Klumpe-Dumpe igen: „De har et lidt vanskeligt sind, nogle af dem - især verberne - det er de mest opblæste - adjektiverne kan man gøre hvad som helst med, men ikke verberne - skønt jeg kan nu ordne dem alle sammen! U-ransageligt! "Ja, det var det, jeg ville sige!"

„Vil du ikke nok fortælle mig," sagde Alice, hvad det betyder?"

„Nu taler du som et forstandigt barn," sagde Klumpe-Dumpe og sà meget tilfreds ud. „Da jeg sagde: u-ransageligt, mente jeg, at vi havde snakket nok om det - og nu må du hellere fortælle, hvad du vil gøre senere hen - jeg formoder nemlig, at du ikke har i sinde at blive her resten af dit liv."

Lewis Caroll Alice i Eventyrland og Bag Spejlet, Gyldendal 1977

Medmenneskelige relationer bygger på forståelsens mulighed og sproget er det afgørende medie som muliggører forståelse. Ja, sproget har syntaks med tilhørende struktur, opbygning og bogstavelig mening. Men i citatet ovenfor er jeg blevet inspireret til at formulere en tese: Når jeg taler, så betyder det jeg siger, lige netop det jeg vil have det skal betyde. 

Det betyder at talen er en ytring, som afspejler en indre mening. At man deler den er at dele et ønske om forståelse. Det gælder i den menneskelige udvikling. Spædbarnet laver en lyd, som ikke engang er et ord. Alligevel bærer den en vægt af mening og betydning. Afsenderen af ordet giver det en betydning. Mors opgave er at forstå betydningen, med trial and error, er du sulten? Er du træt? Keder du dig? Savner du du kontakt?

Senere bliver sproget mere udviklet og vi kan bedre beskrive, hvad vi tænker på. Den anden behøver ikke gætte sig til hvad vi mener.

Alligevel kommer alle os med ord, sætninger og meninger alligevel ofte galt afsted. Hvordan? Jo, når vores modtager af vores budskab insisterer på at hæfte sig ved de talte ords indbyggede betydning uden forståelse for den mening jeg lagde i mine ord. 

Lad os kigge nærmere på det. “Du sagde at…” eller “du har lige sagt at…” er eksempler på nogle af de reaktioner som mennesker vælger, når det mere handler om at modtage et budskab på egne præmisser end på afsenderens præmisser. Man ophøjer sin egen forståelse af den andens ord til den eneste ene forståelse og mening. Den anden bliver “forkert” i egne øjne. Samtidig insisterer man ofte på, at den anden skal tage egne ord for det man mener, snarere end det man måske får sagt. Opklarende spørgsmål såsom, “hvad mener du med at…” eller bekræftelser “forstår jeg dig rigtigt, hvis det du mener er at…” kunne åbne muligheden for reel forståelse. Det talte er qua vores menneskelige begrænsethed en approksimation af det mente. Vi må give rum for det mente i langt højere grad frem for det talte. Sagt på en anden måde: Udtrykket tages for gode varer fremfor indtrykket.

Noget andet der går galt er når afsenderen måske har generet den anden og herefter misbruger sproget til at sige: “Det var ikke det jeg mente, du misforstod mig!”. Her misbruges den egenskab, at det talte er en tilnærmelse af det mente. Vi kender det fra mobning, når et menneske overlagt driller et andet, men herefter, efter at have fået en reaktion, siger: “det var ikke det jeg mente med det”. Tænker man over det, er det en forfærdelig ting, for det rokker fundamentalt ved sårbarheden i kommunikationen. Den drillede part må nu stå tilbage med det at være blevet generet og hvad værre er, at den anden udtrykker: det var blot mit sprogs begrænsning der generede dig. Hvis den anden forsøger at gå dybere fastholdes automatsvaret: “det var ikke det jeg mente”. Hermed tages den drillede, som gidsel med det at vi har begrænset evne til at tale, som alibi. Selvforsvaret må naturligvis være spørgsmålet: Hvad mente du da, da du sagde … Ja, det bliver et spørgsmål om at sætte grænser, men det må det vel i sagens natur være, hvis der er en part som overlagt generer en anden. 

Konfrontation eller ej så dømmer den drillende sig selv med sit “det var ikke det jeg mente”. Siger man jævnligt ét for at sige noget andet, ja, da, ødelægger man jo sit eget sprog og skaber langsomt en sproglige fortabelse, hvor man efterlades alene i sin egen verden, uden nogen der kan tage en alvorligt. Man har tabt talens gave og de andres tålmodighed i forståelsen af den.

Så lad os opholde os ved den andens betydning og mening gennem ordene og præcisere og forstå og spørge. Når jeg taler, så betyder det jeg siger, lige netop det jeg vil have det skal betyde!

Om teksterne på denne blog