Håb

Jeg har spekuleret over, om jeg egentlig håber på noget. Jeg er ganske tilfreds med livet, som det er. Ting jeg måtte gå og mangle får jeg ofte på et eller andet tidspunkt. Det skaber en ligegyldighed, for når man mangler et eller andet og i tillæg ikke føler glæde ved så at få det, ja så er der ikke meget at håbe på.
Hvor materielle håb er forhåbning om det opnåelige, noget jeg kan vide noget om, så er det anderledes med døden. Håbet om efterlivet, er noget jeg ikke kan vide noget om, fordi jeg ikke har prøvet at være død.

Jeg var sammen med min svoger for nylig. Han har Downs syndrom og er et naturtalent i håb. Han er begyndt at planlægge, hvordan min kone og jeg skal tage ham med på ferie, når hans forældre ikke længere lever. I en af de snakke begyndte han at forestille sig en af de fremtidige ferie vi skal på. Der var detaljer om hvad vi skulle spise og drikke og hvor vi skulle rejse hen. Mens han udfoldede planerne, blev han helt glad ved sin forestilling og sad og kluklo, mens ansigtet var lagt i de venligste og gladeste folder man kan tænke sig. Han ved hvad håb er. Håbet er måske at give slip på kontrol og at indse at jeg i grunden ikke kontrollerer særlig meget.
 

Hebræerbrevet i bibelen siger at "Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses" kapitel 11, vers 1. Det er en spændende tanke at håbet netop forankres i noget usynligt. Det synlige er ofte nedslående. Skal vi håbe, så skal vi altså se noget der ikke er der endnu. Håbet modsiger forfaldet og er ikke forankret i det værende, for ellers måtte det selv være en del af det, der forsvinder.

Det er måske ikke så dumt at glæde sig til noget, ligesom min svoger, der allerede nu glæder sig over  fremtiden med dem han holder af? Det er det, det kristne håb gør i troen på livet efter livet her. 

 

Om teksterne på denne blog

 

Overskud til det hele

Dette stykke handler om at have overskud eller energi til hverdagen. Jeg synes det er frustrerende når jeg pludselig kører tør for energi og så skal kæmpe mig videre på resterne.

Man har måske overskud, for så at lægge lidt mere aktivitet ind i kalenderen, hvorefter der kommer noget uventet ind fra og pludselig er man drænet for energi. Man har haft alt for travlt med vigtige ting til at tage sig tid til noget, der gav energi. 

Jeg talte med en ven om det en aften. Han delte sit liv op i to kategorier: det der giver energi og det, der kræver energi. Et eksempel var, at det for ham gav energi at spille fodbold en gang om ugen. Fodbolden gjorde noget godt for ham, som han ikke fik ellers i sin hverdag.

Vi kom til at snakke om fysikkens verden. Her er der en bevarelseslov for energi, som siger at energi ikke kan opstå eller forsvinde, den kan kun flyttes fra et sted til et andet.
Hvis vi bruger billedet på mennesket, så betyder det at vi ikke kan give noget vi ikke allerede har. Vi må modtage noget, der lader os op, hvis vi skal have noget på lager at give af. Det kan være basale behov som mad og søvn vi skal prioritere. Det kan også være relationer til andre mennesker som vi skal tage fat i. Hvad det end er, så kræver det en opmærksomhed og en accept af min menneskelige begrænsethed.

Vi er ikke super-væsener, som bare kan hælde ud af vores overskud til højre og venstre hele tiden. Vi har behov for restitution og må sætte grænser, både for os selv og for andre.

På den måde kan der blive overskud til de rigtige ting.

Om teksterne på denne blog

 

Løb alt hvad du kan

Når jeg er ude og løbe så har jeg en indre stemme der hakker på mig. Andre som er ældre og tungere løber nogle gange hurtigere.

I mine tanker bliver det et bevis for at jeg har en uvilje mod bare at løbe hurtigere…

For nylig løb jeg en tur, men reflekterede nu over mine tanker. Jeg var maksimalt presset og jeg vidste at hvis jeg løb hurtigere, så ville jeg snart skulle stoppe helt op. Før i tiden ville jeg bare have presset på, men indså at min pressethed var Ok. Jeg valgte at respektere min grænse og lunte så hurtigt jeg kunne. Det der ligner på ydersiden ligner dovent lunteri er med min fysik faktisk løb.

Det gjorde at turen blev god. Min morale er: Respekter dig selv og vær ikke din egen fjende. Du har en grænse. Brug løbet til at finde den og respektere den. Løb ikke så hurtigt du vil, men så hurtigt du kan.
 

Når vi så alligevel fristes til at ville mere end vi kan, så tappes vi for energi og skal stoppe op. Det tager lang tid før løbet kan genoptages, og ofte i et endnu langsommere tempo. Man indser at det havde været hurtigere at løbe i et lavere jævnt tempo og man hakker på sig selv. Det samme med stress i livet. Man okser på, rammer muren og er sat ude af spillet i lang tid og peger fingre ad sig selv. Havde man dog bare luntet i stedet! Så var man kommet hurtigere frem og havde haft fred med sig selv og andre på turen.
 

Det udelukker ikke muligheden for hårdere intervaltræning. Her løber man så hurtigt så muligt og lægger bevidste pauser ind, hvor man får pulsen helt ned, for så at gentage. Det er en fin måde at flytte grænserne på, så længe man i processen ikke narrer sig selv til at tro at man kan sprinte uden pause. 
 

Så løb alt hvad du kan, god fornøjelse med turen!

 

Om teksterne på denne blog

Hiaaaji! Så det tid til kampsport

Jeg har over de senere år dyrket forskellige former for kampsport. En del studser over det med kommentarer som “det troede jeg ikke om dig, du virker ellers så rolig” og andre er mere spøgefulde. Selvom jeg er en mand i mine 40'ere, hvilket næppe gør det bedre, ja så finder jeg noget værdifuldt i træningen, som godt kan have en tendens til at blive gemt lidt væk.

Vi der træner kampsport, er meget ofte rolige typer, hvilket nok skyldes at vi træning efter træning, afsøger grænserne for voldsomhed på en ikke-voldelig måde. Vi bruger godt polstrede boksehandsker og tandbeskytter, og kan på den måde øve os i bevægelse, slag, spark, blokeringer og koordination uden at tage skade. Det bliver man faktisk rolig af.

Hvad sker der under træning?

Vi bruger puder når der skal slås rigtig hårdt. Det er en genial måde at komme af med skjulte aggressioner på. Senere, under sparringen med hinanden, er vi fokuserede på læring. Hvis jeg kæmper med for høj intensitet lærer jeg ikke noget. Grunden er at vi kommer til at handle automatisk per refleks. Derfor er det generelt en god ide at træne langsomt.

Rammer jeg den anden rent, så pauser jeg og spørger: er du ok? Ofte sker det efter man har puffet godt til hinanden, at man giver et knus. Prøv at hold øje med fænomenet i professionelle boksekampe og MMA.

Vi bruger også meget tid på at udstrække muskler og sener. Det kan godt være ubehageligt for de der aldrig har strukket ud før. Det er dog en god måde at komme i kontakt med kroppen på.

Gavnlig effekt af træningen

Når jeg har gennemført sparringen mod forskellige holdkammerater, så er der efterfølgende fuldstændig ro i mit nervesystem. De ting jeg ville være bange for før træningen, for eksempel et arbejdsrelateret problem, er blevet ufarligt under træningen. Der sker simpelthen bare noget mentalt set.

Hiaaaji!!

Hvad så med  “hiaaaji”-delen? Jo, jeg er da nok fjollet at se på og folk tænker nok ofte at konfrontation kun er for fjollehoveder på film. Vi er dog ikke garanteret at kunne slippe for kampe af den ene eller anden art. Det kan f.eks. være når vi oplever uenigheder i en diskussion, hvor vi enten eskalerer eller dæmper den opståede konflikt. Hvis vi skal "giver igen" for at retfærdigheden skal ske fyldest, så stiger konfliktniveauet og situationen forværres. Vi kan også vælge at "parere" det verbale anslag med humor eller ved at ignorere det. Vi kan også indgå i dialog og fortælle om egen svaghed og prøve at forstå den anden med med “hvad tænker du? hvorfor?”. Vi kan, hvis muligt, lægge afstand til konfliktpersonen. I sparringen beder vi ofte hinanden om at tage den med ro. Det vil sige at vi øver os i at regulere og deeskalere.

Nødværgeret og pligt

Der er situationer, hvor vi ikke blot kan klare situationen med ord. Jeg har selv oplevet en fysisk konfrontation, hvor tre teenagedrenge forsøgte at passe mig op på en cykelsti. Jeg havde held til at løbe væk. Jeg var rolig i situationen.

Det er desværre ikke altid muligt. Bliver man udsat for umotiveret vold, fordi afsenderen har taget stoffer, alkohol, eller er psykisk uligevægtig, ja så reagerer man på en eller anden måde under det første slag. Man kan ikke sidde og overveje om man nu vil gøre det ene eller det andet, for kroppen handler for dig. De fleste utrænede, lukker ned og fryser. Andre reagerer modsat og svarer kraftigt igen på grund af deres frygt. Begge reaktioner er farlige. Den første reaktion bliver desværre helt på den andens præmisser. Nogle angribere slår, får folk til at ligge ned, sparker og stamper med store følgeskader. Den anden reaktion bliver farlig for voldsmanden fordi der bliver anvendt magt der måske ikke var strengt nødvendig.

Problemet en fysisk konfrontation, er, at man ikke ved, hvor modparten ønsker den skal ende. Derfor er det klogeste at komme ud af en konfrontation så hurtigt som muligt. 

I Danmark har vi en nødværgeret, som hverken er tiltænkt hævn eller det at agere dommer i gadens parlament.  Nej, nødværgeretten er ganske enkelt udøvende magt i en situation, hvor man desværre er blevet overdraget ansvaret for at være politi for sig selv eller for andre.
 
Staffelovens § 13 giver ret til nødværge med proportionalitet, og § 253 omhandler pligten til at hjælpe andre i fare, hvis det kan ske uden særlig fare for en selv.

Træning øger chancerne betragteligt for at det ikke bliver til fare for en selv eller for angriberen. Kampsport burde, som førstehjælp, være mere udbredt. Så ville der være langt færre fysiske konfrontationer.

Ordjudo

Et menneske der er blevet aggressivt, handler ofte i affekt uden tanke på konsekvenser. Forsøg på at snakke fornuft med "slap af", med et menneske i kampmode, vil ofte være nyttesløse. Sætningen “slap af” virker nemlig omvendt fordi den er en ordre. Den udtrykker, at den anden er underlegen, endda nu, hvor vedkommende var i færd med at puste sig op for at være stor. 

Folk med erfaring i farlige konfrontationer foreslår en bedre vej, nemlig at bruge spørgsmål. Spørgsmål aktiverer tanken og de kan stilles, så de rummer empati. Konkret foreslås spørgsmålet “hvad kan jeg gøre for at hjælpe dig?” Sætningen udtrykker venlighed og åbner døren for at der måske kan findes en løsning, hvor ingen taber ansigt.

Benny Urquidez, som er lidt af en kamsportslegende, siger: "En irriterende person er en der har noget at lære dig". De relationerne, hvor der kan være konflikt og irritation, er en mulighed for virkelig sparring. I grunden de eneste, hvor der kan være noget at lære, for de vi blot er enige med eller som kæmper på sammen måde som os, kan vi ikke lære noget af. 

Held og lykke med træningen,

Om teksterne på denne blog   

Må vi nu ikke længere mærke efter?

Ikke sjældent fremføres det i den offentlige debat, at vi som samfund, i alt for høj grad “mærker efter”. Det skal vi holde op med, for dette stagnerede navlepilleri, gavner ikke noget.

Hvad skal man mene om det? For en mand som jeg, der altid har nørdet med computerprogrammering og naturvidenskab, som dagligt programmerer robotter til at gøre forudsigelige ting, og som ikke altid har haft så let ved følelser, og kun lige er kommet i gang med det, ja så er det et ulogisk udsagn. Det kan jeg sige, fordi jeg nu mærker efter og kender de positive effekter ved det.

Men hvad mener vi egentlig, når vi siger, at vi mærker efter? For mig er der tale om at finde ud af og navngive de følelser der er indeni. Jo, vi mænd kan da godt mærke at vi er vrede, for det er vi ofte, eller når vi føler os stressede, og indimellem glade. Men der er jo i virkeligheden langt flere følelser på spil. 

Mænd kan også føle sorg, frygt, afmagt, jalousi, misundelse, overraskelse eller afsky. Det er svært at spore sig ind på i begyndelsen. Derfor, har jeg, som en rigtig mand der elsker værktøj, anskaffet et såkaldt følelseshjul. Ideen i følelseshjulet er at følelserne er opstillet systematisk og indekseret. Hvis man f.eks. mærker "uro" og følger dette ord, så leder det til ordet "nervøs", som leder videre til ordet "frygt". Det giver faktisk nogle aha-oplevelser. Jeg går fra blot at mærke et eller andet til at føle noget bestemt, som ofte også kan knyttes til noget bestemt oplevet. Jeg har stor glæde af det værktøj og bruger det til at føre en logbog. Det overblik over, hvilke følelser der bare kigger forbi en gang imellem og hvilke der gentager sig. Logbogen hjælper mig til at se mig selv udefra. 

For er jeg min følelse? 

Nogle gange ja, 

Oftest nej! 

Lad os sige jeg finder ud af, at jeg føler mig lidt mistroisk. Så kan jeg sætte mig ned og spørge: Morten, ...pause... er du mistroisk? ...pause... Hvis ja, hvorfor det? ...pause... 
Sådan letter mistroiskheden og jeg indser, at jeg nok burde tage en snak med en eller anden. 

Denne evne til at analysere egen situation har vi basalt set fra vores hjernebark. Det er en af de fine egenskaber ved vores hjerne, som adskiller os fra dyrene. Dyr handler instinktivt,  hvorimod vi mennesker har evnen til at stoppe op og analysere og se vores følelser i et større perspektiv. Vi foretager en selv-korrektion af vort indre. Det er mit ansvar, for andre aner nemlig ikke et pløk om mit indre.

Jeg diskuterede dette med at mærke efter med en anden forleden. Han sammenlignede det med at kigge på et kompas og orientere sig mens man vandrer. Ikke forstået på den måde at mine følelser er sandheden og en absolut kurs. Nej, snarere at følelserne giver et hint om hvilken retning jeg går i og hvordan jeg kom hertil. Jeg kan ikke kigge på kompas hele tiden, for der skal også vandres. Omvendt skal der faktisk kigges på kompas ind imellem, specielt når man gerne vil et nyt sted hen, hvor man ikke allerede kender vejen.

Jeg tror, med fare for at forsimple tingene, at en del af os mænd kunne have glæde af det her. Få sat ord på, erkende følelserne med deres rette navn. Det er svært i begyndelsen, men vover vi, ja så møder vi først sårbarheden. Kæmper vi os gennem dalene, så kommer vi til smukke landskaber og oplever pludselig en ny form for indre styrke. Møderne med de små føleses-monstre, jalousien, frygten for afvisningen, flovheden og angsten afslører måske min svaghed i øjeblikket. Men når jeg kigger de små kapryl i øjnene, så mister de pludselig deres magt og jeg stopper med at adlyde deres impulser.

Så derfor er min opfordring: mærk endelig efter! Der er så mange andre områder end navlen i dit indre menneske, der venter på at blive anerkendt lidt. Det gør godt for dig selv og i sidste ende for så mange andre der af uforklarlige årsager nu pludselig oplever dig lidt mindre stresset, vred og indestængt.

Det ville gøre godt for samfundet, hvis flere mænd turde tage udfordringen op.
 

Om teksterne på denne blog  

Et lerkar med en skat

Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores.
2 Korintherbrev 4,7

Paulus skriver om det at kende Kristus og livet der vokser ud fra det. Han bruger et billede om lys forinden, hvor Gud i skabelsens morgen skaber lyset med sine episke ord: Der bliver lys... og der blev lys...

Nu lader Gud lyset skinne i vores indre og dette lys er en overvældende kraft. På antikkens tid var det almindeligt at bruge lerkrukker til opbevaring af mad, penge og værdier. Paulus overfører det billede på os mennesker og siger at vi, som på mange måder er skrøbelige, kan indeholde noget der ikke er os. Bibelens menneskesyn er at det enkelte menneske har værdi, fordi det er skabt til at ligne Gud. 

Det at rumme værdifuldhed i skrøbelighed er et livsvilkår. Ligesom køleskabets glas og pap rummer pesto, mælk og marmelade, så er indholdet i tekstens lerkrukke det væsentlige. Vi mennesker er levende krukker, i ordets gode ukrukkede forstand. Hvad indeholder vi så? Vi rummer en grundlæggende menneskelighed eller gudsbilledelighed. Vi har noget værdifuldt, som ikke blot er kropsligt eller materielt. Hvis denne værdi udelukkende var noget materielt, så var mennesket jo en art ting, hvad det ikke er. 

Vi har ting i vores sjæl der er gemt i uerkendt mørke, som vi ikke bryder os om. Mørket er fravær af lys og indhold og ikke nogen substans i sig selv. Derfor er det godt at få kastet lys over det indre. For mig personligt er fortællingen om Jesu liv, død og opstandelse lyset der oplyser mit indre og jeg erfarer gentagende at dette lys har en overvældende kraft.

Jeg har i det foregående opholdt mig ved indholdet, men krukken er også vigtig. Hvis vi skal bære vores mad hjem fra supermarkedet, så bruger vi en bærepose. Hvis den ikke holder og kommer et hul i bunden, så ryger det hele ryger ud. Overfører vi billedet på livet, så kan vi ikke rumme et indhold, uden at have noget at putte indholdet i. Min væren i krop, sanser, ånd og sind er sådan en "bærepose". Mit møde med Gud bliver til i mig.

Jeg har mødt den holdning at de tanker vi gør er skrøbelige og har deres begrænsninger, netop fordi de er menneskelige. Det er rigtigt og vi skal med rette være selvkritiske overfor vores tanker. Omvendt, så er de netop med til at gøre os til dem vi er. Hvordan kan vi leve, hvis vi ikke må tænke, fordi tankerne potentielt kunne være usande? Hvordan kan vi sanse verden, hvis vores perception gennem sanser, følelse, og sprog “kun” er menneskelige og begrænsede? Ja, det et sandt at de er begrænsede. Samtidig er de præcis netop det, vi faktisk er. Min erfaring af Gud er mindre end Gud, for Gud er en person udenfor mig. Min erfaring af andre mennesker er mindre end det, de mennesker er for de er udenfor mig. Min erfaring af mig selv er mindre, end den jeg er, for jeg oplever kun en del af mig selv. Vores oplevelse af og væren i virkeligheden er mindre end virkeligheden. 

Kristus har i sin inkarnation forenet det menneskelige med det guddommelige. Hans skat i vores lerkar er en forening, som gør os til mennesker nu og her, helt som dem vi er, samtidig med at vi bærer på evigheden inden i os, som en overvældende kraft og en uvurderlig åndelig skat. Vi er mere end vore tanker, for vi kan være i en umiddelbarhed i mødet med Gud og med andre mennesker. Gud sender os sit lys. Når det falder på os, så forvandler det os indefra og bliver til en overvældende kraft.

Om teksterne på denne blog 

Om teksterne på denne blog

Teksterne i denne samling er eksperimenterende. De er skrevet for at åbne perspektiverende samtaler.

Teksterne er momentane udtryk for mine refleksioner og er således ikke udtryk for et gennemarbejdet system. Brug af teksterne sker på eget ansvar.

Teksterne er skrevet af mig og er således ikke et produkt af sprogmodeller eller kunstig intelligens.

 Teksterne må ikke gengives, distribueres eller anvendes i kommercielle sammenhænge uden forudgående skriftlig tilladelse fra forfatteren. 

God fornøjelse

Vh Morten Kühnrich