En kommunikationsmodel

Man kan opleve, at tanker der står lysende klart, i det øjeblik man forsøger at viderebringe dem i tale eller på skrift, pludselig indhyller sig og forsvinder i en slags indre tåge. Tanken eller følelsen vil dog ofte gerne udtrykkes alligevel. Vi kan afhjælpe de pludselige vejrskift ved at øve os. Ved vedholdende at tale og at skrive så strømmen af tanker får lettere ved at flyde i udtryk der kan modtages. Jeg tænkte i udgangspunktet mest på det sprolige udtryk, men andre udtryk såsom gestik, kropssprog, billedkunst, dans, musik og teater kan også fint medtænkes i det følgende.

Nogle må forholde sig til det vi udtrykker. Kommunikation forudsætter en modtager, før der kan opstå en ny- og medskabende forbindelse. Det kræver vilje for modtageren at lytte. Modtage.

Jeg illustrerer, hvad der kan ske i kommunikation nedenfor:

En afsender, har noget indre f.eks. en følelse eller en tanke (punkt 1). For at den kan kommunikeres så skal den have et udtryk (pil 2), f.eks. i ord. Udtrykket er ofte kun en tilnærmelse af det oprindelige indre. Udtrykket skal derefter rejse gennem et medie (pil 3). Hvis vi taler, kan andre tale samtidig (støj), eller informationsoverflod kan få vores budskab til at drukne. Mediet, som er ingenmandslandet imellem de to bliver altså en aktiv med- eller modspiller.

Nu når budskabet når frem til modtageren og opfanges via en sansning (pil 4). Det trænger sig videre indad fra den ydre form (f.eks. sprogets syntaktiske væsen eller mere generelt udtrykkets syntaks) til en indre forståelse (pil 5). Pil 5 er underlagt modtagerens viden, intellekt, erfaringer, bias og fordomme. Dette er ufravigeligt og bundet i vores menneskelige og begrænsede væren.  Vi ender med "meningen" hos modtageren i punkt 6 i vedkommendes tanke- eller følelsesliv. 

Nu kan vor modtager vælge at svare. "Meningen" (punkt 6) udtrykkes nu med modtagerens udtryk (f.eks. sprog) (pil 7), rejser atter gennem et medie (pil 8) og mødes igen af afsenderens eget bias og forståelsesmodeller (pil 9). 

Det fascinerende er, at vi gennem sproget kan nærme os hinandens indre, hvis vi giver hinanden lov. Sproget bærer mening imellem os, vi kan i denne frem og tilbage bevægelse afgrænse hinandens fordomme og filtre. Vi kan udfordre, vurdere om de er berettigede og giver mening eller ej. Så længe blot kommunikationen fortsætter, uden at den ene part lukker af, kan begge parter validere deres forståelse af hinanden og af verden. Man kan som modtager stille opfølgende spørgsmål, for at sikre at man egentlig har forstået den anden rigtigt. Man kan blive opmærksom på egne filtre eller den andens fordomme. Mulighederne er mange, så længe vi taler frem og tilbage på en fokuseret måde uden at skifte emne for hurtigt. Nogle gange kan vi udtrykke så meget på en gang, at vores egne ord bliver til støj og indbyrdes drukner hinanden. Det sker når der hyppigt skiftes emne, hvorved ikke-relaterede udtryk blandes sammen. Modtageren får ikke lov til at svare og modtage en ny ytring for således at validere meningen. Nej, løkken afbrydes, bliver envejs og uforudsigelig. Forvirringen indtræffer. I yderste konsekvens kan den totale uforudsigelighed (forvirring) opleves af modtageren som sindssyge. Afsender lukker sig om sig selv i sit eget univers og tillader ikke sin modtager forståelse. Samtidig spærrer afsenderen for den kommunikation, der kunne have været muliggjort af et øjebliks ro. Det er fint at udtrykke meget om den samme indre ting. I det øjeblik der udtrykkes meget om meget forskelligt på kort tid uden gensvar, så bevæger man sig mod det sindssyge udtryk i forvirringens tågeland.

I det sunde samspil ligger der en sårbarhed og tillid gemt i afsender-modtager forholdet. Når vi mener det er værd at lytte, så er det fordi vi tror på, at den anden har noget værdifuldt at sige. Når vi mener det er værd at tale, skrive eller udtrykke os, så viser vi tro på at der er nogle udviser tillid ved at modtage. Man vover altså afvisningens mulighed og lader sig gribe af sin modtager.

Samtidig tror man som afsender også på at det man udtrykker er værd at udtrykke, at det har værdi. Som afsender har man troen på at det man ytrer er sandt. Uden den tro, ville man ikke ulejlige sig med at ytre sig. Uden troen på at det den anden siger er sandt ville vi heller ikke lytte som modtagere.  Enhver ytring er således en invitation til at udforske en fælles verden i en fælles vekselvirkning.

Indholdet kan variere tillige med udtrykket og dets form, men motivationen bag forbliver den samme: troen på, at det, vi tænker, siger, skriver, udtrykker, hører, modtager er sandt.

Det er smukt.

Men der er også vildledning.

Vildledningen opstår, når noget forholder sig på en måde (substans), og man ved det, og man udtrykker det på en måde, der ikke samsvarer med substansen. Der er således mange former for vildledning (løgn). Måske grundløgnen knyttet til den menneskelige væren er at vi gemmer vores egentlige indre liv i det udtryk vi foregiver af os selv til andre i det ydre. Det er forvirrende at være modtager for løgn, for der mærkes som modtager en signalforvirring. Der er noget indre der ikke stemmer overens med noget ydre. Hvis samtalen ikke afbrydes, så er der heldigvis mulighed for at stille spørgsmål frem og tilbage for således at afsøge eller udfordre, hvad der gælder.

Igen løgn overlever ubrudt kommunikation. Fællesskab med andre hjælper med at afsøge, hvad der er indre og hvad der er ydre.

Om teksterne på denne blog 

Når jeg anvender et ord…

„Når jeg anvender et ord," sagde Klumpe-Dumpe temmelig hånligt, „så betyder det lige netop, hvad jeg vil have, det skal betyde - hverken mere eller mindre." 

„Men spørgsmålet er," sagde Alice, 

„om du kan få ordene til at betyde vidt forskellige ting."

„Spørgsmålet er," sagde Klumpe-Dumpe, „hvem det er, der bestemmer - det er det, der er det afgørende." 

Alice var så fortumlet, at hun slet ikke kunne sige noget, og lidt efter begyndte Klumpe-Dumpe igen: „De har et lidt vanskeligt sind, nogle af dem - især verberne - det er de mest opblæste - adjektiverne kan man gøre hvad som helst med, men ikke verberne - skønt jeg kan nu ordne dem alle sammen! U-ransageligt! "Ja, det var det, jeg ville sige!"

„Vil du ikke nok fortælle mig," sagde Alice, hvad det betyder?"

„Nu taler du som et forstandigt barn," sagde Klumpe-Dumpe og sà meget tilfreds ud. „Da jeg sagde: u-ransageligt, mente jeg, at vi havde snakket nok om det - og nu må du hellere fortælle, hvad du vil gøre senere hen - jeg formoder nemlig, at du ikke har i sinde at blive her resten af dit liv."

Lewis Caroll Alice i Eventyrland og Bag Spejlet, Gyldendal 1977

Medmenneskelige relationer bygger på forståelsens mulighed og sproget er det afgørende medie som muliggører forståelse. Ja, sproget har syntaks med tilhørende struktur, opbygning og bogstavelig mening. Men i citatet ovenfor er jeg blevet inspireret til at formulere en tese: Når jeg taler, så betyder det jeg siger, lige netop det jeg vil have det skal betyde. 

Det betyder at talen er en ytring, som afspejler en indre mening. At man deler den er at dele et ønske om forståelse. Det gælder i den menneskelige udvikling. Spædbarnet laver en lyd, som ikke engang er et ord. Alligevel bærer den en vægt af mening og betydning. Afsenderen af ordet giver det en betydning. Mors opgave er at forstå betydningen, med trial and error, er du sulten? Er du træt? Keder du dig? Savner du du kontakt?

Senere bliver sproget mere udviklet og vi kan bedre beskrive, hvad vi tænker på. Den anden behøver ikke gætte sig til hvad vi mener.

Alligevel kommer alle os med ord, sætninger og meninger alligevel ofte galt afsted. Hvordan? Jo, når vores modtager af vores budskab insisterer på at hæfte sig ved de talte ords indbyggede betydning uden forståelse for den mening jeg lagde i mine ord. 

Lad os kigge nærmere på det. “Du sagde at…” eller “du har lige sagt at…” er eksempler på nogle af de reaktioner som mennesker vælger, når det mere handler om at modtage et budskab på egne præmisser end på afsenderens præmisser. Man ophøjer sin egen forståelse af den andens ord til den eneste ene forståelse og mening. Den anden bliver “forkert” i egne øjne. Samtidig insisterer man ofte på, at den anden skal tage egne ord for det man mener, snarere end det man måske får sagt. Opklarende spørgsmål såsom, “hvad mener du med at…” eller bekræftelser “forstår jeg dig rigtigt, hvis det du mener er at…” kunne åbne muligheden for reel forståelse. Det talte er qua vores menneskelige begrænsethed en approksimation af det mente. Vi må give rum for det mente i langt højere grad frem for det talte. Sagt på en anden måde: Udtrykket tages for gode varer fremfor indtrykket.

Noget andet der går galt er når afsenderen måske har generet den anden og herefter misbruger sproget til at sige: “Det var ikke det jeg mente, du misforstod mig!”. Her misbruges den egenskab, at det talte er en tilnærmelse af det mente. Vi kender det fra mobning, når et menneske overlagt driller et andet, men herefter, efter at have fået en reaktion, siger: “det var ikke det jeg mente med det”. Tænker man over det, er det en forfærdelig ting, for det rokker fundamentalt ved sårbarheden i kommunikationen. Den drillede part må nu stå tilbage med det at være blevet generet og hvad værre er, at den anden udtrykker: det var blot mit sprogs begrænsning der generede dig. Hvis den anden forsøger at gå dybere fastholdes automatsvaret: “det var ikke det jeg mente”. Hermed tages den drillede, som gidsel med det at vi har begrænset evne til at tale, som alibi. Selvforsvaret må naturligvis være spørgsmålet: Hvad mente du da, da du sagde … Ja, det bliver et spørgsmål om at sætte grænser, men det må det vel i sagens natur være, hvis der er en part som overlagt generer en anden. 

Konfrontation eller ej så dømmer den drillende sig selv med sit “det var ikke det jeg mente”. Siger man jævnligt ét for at sige noget andet, ja, da, ødelægger man jo sit eget sprog og skaber langsomt en sproglige fortabelse, hvor man efterlades alene i sin egen verden, uden nogen der kan tage en alvorligt. Man har tabt talens gave og de andres tålmodighed i forståelsen af den.

Så lad os opholde os ved den andens betydning og mening gennem ordene og præcisere og forstå og spørge. Når jeg taler, så betyder det jeg siger, lige netop det jeg vil have det skal betyde!

Om teksterne på denne blog