Julen er en tid fyldt med hygge og glæde. Vi pynter hjemmet med grønne grene, lys og farverige dekorationer. Julemanden bidrager til stemningen med gaver til alle og sit karakteristiske ho-ho-ho.
Men hvad sker der, hvis nogen sætter spørgsmålstegn ved julemandens eksistens? Her er en samtale mellem en julemandsnægter og selveste julemanden, fortalt af en unavngiven kilde:
Menneske: Kære julemand, du findes ikke. Og hold nu op med dit ho-ho.
Julemanden: Ho, ho, ho! Men kære barn, hvornår blev du så voksen, at du kan vide, hvad der ikke findes? Jeg er jo trods alt blevet opdigtet af nogen engang.
Menneske: Måske. Men som en rigtig person, eksisterer du ikke!
Julemanden: Det er måske sandt. Men den, der fandt på mig, eksisterer. Sig mig, kære barn, findes du?
Menneske: Selvfølgelig gør jeg det. Det kan man jo tænke sig til.
Julemanden: Præcis! At indse det er en stor gave. Men tænk lidt videre. Ligesom jeg er en gave til børn, er min opfinder også en gave til verden.
Menneske: Nu taler vi pludselig om din opfinders forældre?
Julemanden: Netop. Og deres forældre. Og hele kæden før dem. Hver og én er som et lys i en lang række stearinlys, der tænder hinanden. Det fortsætter generation efter generation, tilbage til de første flammer, der blev tændt. Og hvis vi følger kæden helt tilbage, kan vi forestille os den allerførste gnist – den store 'juledag', hvor universet selv blev skabt.
Menneske: Universet som en gnist, er det ikke lidt søgt?
Julemanden: Måske, men tænk på det: Universet er den største gave, vi alle har fået. Og hvis du undrer dig over, hvad der kom før universet, er svaret ofte "ingenting." Men at noget opstod af ingenting – er det ikke magi? Nogle kalder det Gud; jeg kalder det den store julemand.
Menneske: Interessant nok, men du er jo stadig bare en opfindelse ligesom Gud!
Julemanden: Måske. Men tænk over dette: Det er ikke så let at bevise, at noget ikke findes – især når det handler om de største og mest abstrakte ting. Bare fordi noget virker usandsynligt, betyder det ikke, at det er umuligt.
Menneske: Hmm, måske. Men det hele lyder stadig ikke særlig magisk.
Julemanden: Men hvad hvis magien ligger i selve undren? I evnen til at stille spørgsmål og lade tankerne svæve frit?
Menneske: Måske, men det hele lyder stadig ikke så magisk.
Julemanden: Har du slet ikke bemærket din egen magi? Tænk over det: Hvis din bevidsthed udspringer af ren kemi, er det da ikke enestående, at kemi kan skabe tanker? Og hvis der er mere i det end kemi, så er det måske også værd at udforske. Det er noget, mange store tænkere har spekuleret over, og det kan du også.
Menneske: Jeg troede, bare du kom med gaver. Nu giver du mig stof til eftertanke!
Julemanden: Ja, og jeg har én gave mere til dig: Hver morgen når du vågner, kan du give dig selv en gave, ved at spørge: Hvorfor findes der en virkelighed?
Menneske: Det var da et mærkeligt spørgsmål.
Julemanden: Netop! Men både evnen til at stille spørgsmålet og forsøge at svare på det er en gave. Og ved du hvad? Måske har du og den store julemand mere tilfælles med du og jeg, end du tror.
Menneske: Hvordan det?
Julemanden: Når du funderer over din egen eksistens, kan du blive lidt rundtosset, ikke? Det samme gælder måske den store julemand. Det kan være det er derfor, vi skal tænke på andre før os selv.
Menneske: Det var da en tankevækkende måde at se det på. Måske skulle jeg prøve at tænke lidt mere på andre – i det mindste en gang imellem.
Julemanden: Ho, ho, ho! Gør det! Glædelig jul!
/Morten Kühnrich
