Jeg har spekuleret over, om jeg egentlig håber på noget. Jeg er ganske tilfreds med livet, som det er. Ting jeg måtte gå og mangle får jeg ofte på et eller andet tidspunkt. Det skaber en ligegyldighed, for når man mangler et eller andet og i tillæg ikke føler glæde ved så at få det, ja så er der ikke meget at håbe på.
Hvor materielle håb er forhåbning om det opnåelige, noget jeg kan vide noget om, så er det anderledes med døden. Håbet om efterlivet, er noget jeg ikke kan vide noget om, fordi jeg ikke har prøvet at være død.
Hvor materielle håb er forhåbning om det opnåelige, noget jeg kan vide noget om, så er det anderledes med døden. Håbet om efterlivet, er noget jeg ikke kan vide noget om, fordi jeg ikke har prøvet at være død.
Jeg var sammen med min svoger for nylig. Han har Downs syndrom og er et naturtalent i håb. Han er begyndt at planlægge, hvordan min kone og jeg skal tage ham med på ferie, når hans forældre ikke længere lever. I en af de snakke begyndte han at forestille sig en af de fremtidige ferie vi skal på. Der var detaljer om hvad vi skulle spise og drikke og hvor vi skulle rejse hen. Mens han udfoldede planerne, blev han helt glad ved sin forestilling og sad og kluklo, mens ansigtet var lagt i de venligste og gladeste folder man kan tænke sig. Han ved hvad håb er. Håbet er måske at give slip på kontrol og at indse at jeg i grunden ikke kontrollerer særlig meget.
Hebræerbrevet i bibelen siger at "Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses" kapitel 11, vers 1. Det er en spændende tanke at håbet netop forankres i noget usynligt. Det synlige er ofte nedslående. Skal vi håbe, så skal vi altså se noget der ikke er der endnu. Håbet modsiger forfaldet og er ikke forankret i det værende, for ellers måtte det selv være en del af det, der forsvinder.
Det er måske ikke så dumt at glæde sig til noget, ligesom min svoger, der allerede nu glæder sig over fremtiden med dem han holder af? Det er det, det kristne håb gør i troen på livet efter livet her.
